LYDEN AF KUNST – en endagsfestival hos Artoteket

sep02

lørdag, 2. september, 2017

12:00 - 19:00

I forbindelse med CPH Art Week 2017 afholdt Artoteket en endagsfestival, hvor forholdet mellem lyd og kunst blev undersøgt og udforsket. Programmet bød på et bredt udvalg af talks, installationer, musik, mad og workshops så gæsterne på egen krop kunne mærke, hvordan lyd og kunsten hænger sammen og påvirker hinanden.

Program

Foreløbigt program. Der kan opstå ændringer, så hold øje med Artotekets hjemmeside og facebook for løbende opdateringer.

12.00 Dørene åbner

12.15 Signe Sylvester, stifter af Artoteket byder velkommen

12.30 HISTORIEFORTÆLLING: Andreas Elle; Prinsen i det fremlejede værelse på Amager

Med stemmen vil Andreas give kunsten form og liv, når gæsterne inviteres til en højtlæsning af en dragende personlig fortælling i forklædning. 

13.00 MUSIK: Beaden

Beaden er en spritny aarhusiansk duo, bestående af Rune Lak og Line Rothmann. Lak og Rothmanns forskellige musikalske udgangspunkter forenes i Beadens undersøgelse af time og groove. Du kan forvente et flydende beat univers med en eftertænksom og nærværende vokal.

13.45 FILM: Agnes Christensen; Tidsforskydning (arb. titel)

Christensens videoværk går helt tæt på mennesket og de roller vi indtager, vores seksualitet og skam.

14.15 TALK: Linnea Slipsager; Lyden som vejviser

Slipsager vil holde en talk om, hvordan lyd og musik kan fungere som en vejviser, og som et arbejdsredskab i en kunstnerisk proces. 

15.00 WORKSHOP: TRA ART; Digital collage på din smartphone

Kunst på smartphone er en workshop, hvor gæsterne inviteres til at lave smukke og unikke collager på deres mobil.

15.30 MUSIK : MALAKITT

Malakitt tager lytteren med på et eventyr med sit drømmende lydunivers, der tager
form ved brug af harpe, klaver, synths og knitrende vinyl samples.

16.00 TALK: Altivisten

Altivisten er et brugerdrevet medie der involverer kunstnere og kunstværker i deres formidling. Denne eftermiddag er også startskuddet på et samarbejde mellem Artoteket og Altivisten, som vi har glædet os til at kunne præsentere.

16.30 FILM: Agnes Christensen: The Prey/Byttet

Dette videoværk omhandler dét, at blive opfattet og føle sig som et seksuelt objekt. Samtidig er værket også en demonstration af lydens evne til at gribe ind i et værk og gøre det tilgængeligt på helt nye måder.

16.45 WORKSHOP: Iris Bakker; Blindtegningsworkshop

I denne workshop vil Bakker tage deltagerne med på en rejse, hvor lyden og kunstens indbyrdes afhængighed kan mærkes på egen krop, og hvor det bliver tydeligt hvordan lyd kan være en vigtig medspiller i produktionen af kunst.

17.30 MUSIK: Dominik Blasko

Blaskos dragende musik formår at fange byens arkitektur, lys og stemning og transformere det til betagende lydlandskaber i ens bevidsthed.

INSTALLATIONER:

Katorina Pling; Floating in space
Katorina har lavet et minimalistisk værk, der med enkelte virkemidler lader beskuerens blik fanges i gentagelsens mønster. Gentagelse afløser gentagelse til en sådan grad at originalen til sidst ikke er til at få øje på.
 
Eva mm Engelhardt; The Tubes og The reason we climbed out of the trees
Eva mm Engelhardt vil bidrage med flere værker i Artotekets gårdhave, hvor bland andet ’The reason we climbed out of the trees’ vil være at finde samt hendes interaktive Tubes.
 
Astrid Espenhain; 4DVIT2P-1
Espenhain har skabt en installation, der lader lys og lyd sammensmelte i et samlet
æstetisk og dragende værk.

Billetten koster 45 kr. pr. person og giver dig adgang til hele festivalen inkl. workshops. Du kan også købe billetter i døren, hvor det koster 60 kr. pr. person.

Gemt under: Udstilling