Kunstnerportræt: Etc. and the Madness

At sy en mening i galskaben

Af Tine Paludan

Eva mm Engelhardt, med alisaet Etc. and the Madness, arbejder i tekstiler og har et skarpt blik for vores samfunds uhensigtsmæssige mønstre. Hun bruger kontrasten mellem sine bløde materialer og skarpere budskaber til at gribe beskueren med paraderne nede og sætter tanker i gang. Samtidigt sætter hun med sin store kærlighed til det tekstile håndarbejde en ære i at holde mediet i live og bringe det fra bedstemors hyggekrog ind i den moderne æstetik.

Fra korssting til installationskunst

"Min mor sagde engang, at på et eller andet tidspunkt, så var det som om, at symaskinen bare blev en forlængelse af min krop ... " siger Eva, mens hun viser mig sit værksted på Nørrebro, hvor stof, garn og syredskaber er overalt, noget fremme på arbejdsbordene, resten organiseret i kasser i væggens store reol.

Eva Engelhardt kan alt med nål og tråd.

"Min mor syede rigtigt meget før i tiden, og min mormor broderede. Hun døde, da jeg var seks, så jeg arvede en masse af hendes broderiting. Min farmor var gammel husgerningslærer og syede og lavede en masse hobbyting, så vi hyggede sammen med det. Og så lærte vi det i skolen – jeg boede i Sverige, fra sjette klasse til jeg var færdig med gymnasiet. På det tidspunkt havde man stadig enormt meget håndarbejde."

Eva valgte linien for æstetisk kunst i det svenske gymnasium og uddannede sig efterfølgende i tekstilformidling. Hun kan sy et sæt tøj på ingen tid, men bruger sine tekniske evner på kunsten og
har i årenes løb skabt alverdens bløde værker.

Hun er blevet en del af Artotekets samling med et udvalg af sine farvestrålende The Tubes, tuber af farvet garn, der hænger og snor sig som tekstile lianer og forvandler rummet til en finurlig jungle. The Tubes blev oprindeligt skabt i 2009 til en installation i samarbejde med Julie Wind og Lena Mouritsen. Siden er samlingen vokset.

Tuberne er en del af Evas mangfoldige univers, der binder bånd mellem gamle traditioner for tekstilt kunsthåndværk og den urbane, politisk orienterede (gade)kunst.

En graffitindsprøjtning til håndarbejdets fremme

"Lige nu er jeg i gang med at forberede to workshops, som bliver afholdt på Odense fagskole, arrangeret af en anden broderidame, der hedder Bettina Andersen. Den ene hedder Sy Din Mening, som er taleboblerne her, den anden er Street Action Broderi, fordi jeg har lavet gadekunst i ret mange år og har taget tekstilerne og broderiet med mig ud i gaden. Her er det mere tanken, at man skal brodere direkte på noget, der er ude i verden."

Taleboblerne, som Eva viser mig, er en af Evas varianter af, hvad man kan kalde 'tekstil graffiti', hvor udsagn som "I don't know why I had kids. It's just one of those things you're supposed to do ... Right?!?" og "Take no crap" broderes i talebobler af stof, som så kan limes op rundt om i bybilledet og vække til eftertanke.

Den tekstile gadekunst kendes måske bredest for det iøjenfaldende fænomen yarn bombing, hvor ting i byrummet som lygtepæle eller bænke dekoreres i strikkede eller hæklede mønstre – Eva gør det i det, hun kalder stitch tagging; tagging, som man kender det fra graffitimalernes signaturer, men i broderi.

"Jeg arbejdede nede på Falster for nogle år siden, hvor jeg kørte tog frem og tilbage. Der er sådan nogle nakkestøtter i togene, som jeg sad og broderede orme på. Og man kan jo brodere på gardiner og hotelsengetøj, og sine venners tøj, når de er gået kolde. Der er mange muligheder."

"Det dér med at efterlade et lille spor ... Det er jo meget op til en selv, om det bare skal være et mønster eller et budskab. Men for mig er det også meget det her ønske om, at broderiet skal overleve, fordi det er et gammelt håndværk, som virkeligt få kan i dag, og hvis man kun bliver ved med at tilbyde folk korsstingsbroderede blomster i små pakker, så dør det rimeligt hurtigt, tror jeg – så på den her måde håber jeg at kunne bidrage lidt til overlevelsen."

De bløde provokationer

Evas kunst stiller nogle spørgsmål til de valg, vi træffer i hverdagen. Et af hendes kunstværker var et stort, lyserødt klippekort sat op ved Dybbølsbro Station ved Fisketorvet. Hvert af kortets ti klip var billetten til én af de ting, som mange os nok af og til er tilbøjelig til at se som vejen til lykken; den perfekte krop, de mange penge, de kønne børn, berømmelse, osv. Klippekortets pris? Egentlig meningsfuldhed.

Jeg spørger Eva, om hun tror, at værkernes bløde materialer betyder noget for folks reaktioner på budskaberne?

"Det gør det helt sikkert. Folk er ikke vant til at se tekstiler på den måde. Tekstiler kender folk som noget, man pakker sin krop ind i til at beskytte den mod kulde og vejr. Det er noget, man lægger sig i om natten for at sove. Tekstiler har en indbygget effekt, der gør, at man reagerer på en helt anden måde."

Folk er måske er mere forberedt på, at traditionel graffiti kan have et skarpt budskab?

"Det tror jeg helt bestemt. Når folk ikke er forberedt, så de er mere åbne over for det, der kommer ind. Og så prøver jeg også at gøre det med lidt humor, så folk endnu mere har paraderne nede ... Så det sniger sig lidt længere ind."

Selv var jeg ved at tage skoene af, da jeg trådte ind i værkstedet, som var det en dagligstue, og det er måske i virkeligheden meget sigende – Eva har noget vigtigt på hjerte, og hendes finurlige, bløde værker åbner for eftertænksomheden i hverdagens strøm af automatbeslutninger.

Gemt under: Ikke kategoriseret